Nu begynder det. 💙🧡
– sammen om Nordvestjylland
Den 20. juli mødte vi ind.
Jeg vidste sådan set ikke helt, hvor langt vi var, eller præcis hvad de kommende uger ville bringe.
Der var mange nye ansigter. Forventninger. Sommerfugle i maven. Og for mit eget vedkommende en stor portion ydmyghed over, at vi nu havde fået muligheden for at repræsentere hele Nordvestjylland i Bambuni Kvindeligaen.
Jeg synes faktisk stadig, det er lidt crazy, at jeg får lov til at være en del af det her.
For der er godt nok sket meget siden den 20. juli.
45 frivillige – og utallige opgaver
Når man ser en håndboldkamp, ser man spillerne, trænerne og bolden.
Man ser ikke nødvendigvis alle de timer, der ligger bag.
Indkaldelser. Mails. Billetter. Partnere. Planlægning. Opbygning af arenaen. Kommunikation. Materialer. Og alle de små opgaver, som ingen nødvendigvis havde tænkt på, før de pludselig skulle løses.
Derfor er jeg enormt stolt af, at vi allerede har opbygget en frivillig base på omkring 45 mennesker, som er klar til at give en skalle for Nordvestjysk Elite.
Mennesker, som bruger deres fritid på at skabe rammerne for, at andre kan få en oplevelse.
Det betyder mere, end man måske lige tror.
Et nyt hold skal blive til ét hold
På banen har arbejdet været mindst lige så stort.
Jeg er imponeret over vores trænerteam og de mennesker omkring holdet, der hver eneste dag arbejder på at få det sportslige til at fungere.
Og så er jeg virkelig stolt af spillerne.
Vi har samlet en trup med mange nye ansigter og forskellige nationaliteter. Tre svenskere. Tre nordmænd. En franskmand. Og selvfølgelig vores danske spillere.
Nye mennesker. Nye relationer. Forskellige kulturer.
Og på ganske få uger skal det hele gerne ende med ét hold.
Det gør man ikke på fem uger.
Men man kan begynde.
Og det synes jeg virkelig, vi har gjort.
Det øjeblik, hvor jeg fik gåsehud
Jeg mærkede det meget tydeligt til TV 2's mediedag.
Jeg sad sammen med tre af vores spillere og kunne mærke deres glæde over at være en del af holdet og det fællesskab, der er ved at opstå.
Jeg fik simpelthen gåsehud.
Og det får jeg faktisk lidt igen, når jeg tænker på det.
Ikke fordi vi havde vundet noget.
Men fordi jeg kunne mærke, at alle egentlig vil det samme.
Vi skal stadig have tandhjulene til at passe sammen. Der kommer bump. Der kommer kampe, hvor det ikke lykkes. Det er en del af processen.
Men jeg kan mærke en lyst hos menneskene omkring holdet til at flytte sig og gøre det lille ekstra.
Det er sådan, jeg tror, et vinderteam begynder.
Vi skal også turde være ambitiøse på pigernes vegne
De seneste måneder har samtidig lært mig noget andet.
Kvindehåndbold og kvindeidræt er noget, rigtig mange synes er vigtigt og gerne vil have.
Men når der skal investeres i det, er virkeligheden ikke altid den samme.
Det undrer mig faktisk lidt i 2026.
For hvis vi ønsker, at piger skal vokse op med de samme sportslige drømme og muligheder, skal der også være nogen at spejle sig i.
Derfor skal vi turde være mere ambitiøse på pigernes vegne. Allerede fra en tidlig alder.
Det kræver klubber, trænere, frivillige, publikum og virksomheder, som ikke bare synes, at kvindeidræt skal eksistere – men som aktivt vælger at investere tid, energi og ressourcer i den.
Det er også en del af det, vi forsøger at bygge med Nordvestjysk Elite.
Historien er med på banen
På nakken af vores nye spillertrøje står:
SAMMEN OM NORDVESTJYLLAND
Det er ikke tilfældigt.
Og kigger man lidt nærmere på trøjen, er der en orange streg omkring numrene.
Den peger tilbage på historien og på moderklubbens DM-sølv i 1982.
Fortiden er med os.
Men nu skal vi skrive det næste kapitel.
Målet er ikke bare at have et hold i landets bedste række.
Drømmen er, at Nordvestjysk Elite bliver noget, vi kan være stolte af i hele området.
At vi en dag kan vinde vores egen bjergetape.
Og forhåbentlig også rigtig mange håndboldkampe.
Nu skal vi have alle med
Onsdag den 26. august starter det for alvor, når vi spiller vores første kamp i Bambuni Kvindeligaen på udebane mod Silkeborg-Voel.
Tre dage senere, lørdag den 29. august kl. 15.00, står vi for første gang på hjemmebanen i Gråkjær Arena.
Modstanderen er IKAST.
Når folk går hjem fra den kamp, håber jeg selvfølgelig, de har set god håndbold.
Men jeg håber faktisk på noget mere.
Jeg håber, de har mærket, at de er en del af noget.
For dem, der sidder på tribunen og klapper, synger og råber, er også en del af holdet.
Det samme er vores frivillige.
Vores partnere.
Trænerne.
Spillerne.
Og alle dem, der endnu ikke helt har fundet ud af, hvilken rolle de skal spille.
Vi er sammen om Nordvestjylland.
Nu skal vi bare have alle med.
Og hvis vi kan få mennesker til at gå hjem fra Gråkjær Arena med bare lidt af den gåsehud, jeg selv har mærket de seneste uger...
Så tror jeg faktisk, vi er rigtig godt på vej.
Ses i Arenaen - Morten V.
